fredag den 24. januar 2014

Tavler - tavler - tavler

På Bett ser man tydeligt, at det nye sort indenfor interaktive tavler, er tavler, der kan flyttes og vippes, så man får en vandret tegneflade. Der er forskellige udgaver af dem. En af dem, som også er blevet meget populær på nogle skoler i Aarhus, er Epsons udgave af en interaktiv projektor, hvor man skal bruge en pen som interface. Det virker faktisk rigtig godt, men jeg tror dog at projektoren, når den er monteret på bordet som her, er noget udsat i en skolesammenhæng.


En anden og noget mere lækker model, som der også var utrolig mange udgaver af, er en baggrundsbelyst kapasitiv skærm med multitouch, så flere kan interagere med tavlen på en gang.
Her er Prowise, en hollandsk model, monteret på et hæve/sænkebord med indbygget computer. En virkelig solid model og noget dyrere end Ebsonmodellen, men en pris på ca. 4.000 Euro incl. computer og hæve/sænkebeslag mener jeg ikke er afskrækkende. 



Jeg tror helt sikkert at disse skærme, eller tavler om man vil, vil vinde indpas i vores skoler i løbet af de næste år. Men hvad man så skal bruge dem til, var der ikke så mange interessante bud på. Naturligvis er det rart at tegne på en flade, der er skråtstillet, men hvad kan man bruge tavlerne til ud over det. Der var nogle få eksempler på læringsspil, som vi kender lidt til i forvejen fra ipads og tablets, men de kom hurtigt til at virke uinteressante og med for lidt mulighed for progression. Man må også kunne bruge sådan en tavle til andet end at spille spil. Det savner jeg virkelig nogle nytænkende bud på.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar